Jagt har fra barnsben haft min store interesse, og specielt jagt med hunde. Min far og brødre gik mest op i stående hunde, men det var jo andre tide. Dengang var der fugle på terrænet og man havde nogle fantastiske oplevelser med de stående hunde.   
Tiderne ændrede sig og mine interesser ligeså. Ikke hvad jagt angik, tværtimod, men det var de små hunde der fik overtaget. Mulighederne hermed var for mig lang bedre og gravjagt er.
En utrolig fascinerende jagtform og samtidig kan man jo med stor succes anvende de små ”bæster” til såvel drevjagt s om sporarbejde.   

Gravjagt

Ingen lille hund er bedre til gravjagt en netop gravhunden. Dens størrelse og volumen på ca. 9 kg, gør at den let og ubesværet kan finde rundt i graven, uden den store risiko for sammenstyrtninger. Samtidig, såfremt man holder sig til de rigtige blodlinier, er dens hårdhed således at ræven vil komme ud og blive fældet. Dog er det - under denne jagtform - af største vigtighed at de jægere der er med, forstår at være helt rolige uden unødig snak. Modsat bliver det ikke let for den ”lille” hund, der så må på overarbejde og udsætter sig selv for unødig stor fare.

Drevjagt

En jagtform der med små hunde giver fantastiske oplevelser samt vildt på paraden. 
Det er skønt at høre når der er kontakt og drevet starter, jeg har ofte haft hunde hvor jeg rent faktisk har kunnet høre hvad den drev med, men uanset hvilket dyr der er forrest er spændingen den samme. Nå så drevet nærmer sig skyttekæden er alle klar og ”blam” et skud lyder. Når jeg siger skud er det oftest et riffelskud, idet dyrene ikke kommer hurtigere end man kan overskue situationen, og med sikkerhed orientere sig om hvorvidt det er det rigtige dyr eller den skal løbe. Råvildt skulle ved lov kun måtte skydes med riffel. Taler vi der i mod om ræv eller hare er situationen som bekendt en anden.  Et andet af mine synspunkter er, at i skoven skulle det være forbudt at jage med store hunde. De skaber ofte for megen uro, og vildtet kommer med en sådan hast, at man ikke når at vurdere om det er det rigtige man skyder til. Er råvildtet uheldig, kan det ydermere hænge i et hegn, hvor ved den store hund kva dens natur, straks vil have aflivet eller skambidt det, hvilket er synd og skam, og helt uværdigt for dyret. 
Naturligvis er svejs- og sporarbejdet noget andet, men her løber de store hunde jo ikke forvildet rundt alene, men derimod, og som regel med en erfaren hundefører. Ikke fordi gravhundene ikke kan klare opgaven, for det kan de. Jeg anvender selv udelukkende de små til sådanne opgaver og har aldrig haft problemer, tværtimod er stort set alt blevet fundet og er vildtet ikke forendt, har man altid en skytte eller selv gevær/riffel med.  

Jeg kan kun anbefale at deltage i prøver på samtlige ovennævnte discipliner, da det jo netop er i forbindelse med træningsarbejdet man virkelig lærer sin hund at kende, og for at få en god jagthund er det ikke så ringe endda at træne til prøverne og deltage i disse arrangementer og så nyde resultatet når jagtsæsonen kommer. Der er intet skønnere når ens gode jagtkammerater roser den eller de hunde man har med – ja så er dagen og oplevelserne fuldendte.   

Svend Lindved Sørensen